Cupping
Høj
smagskvalitet er det ultimative kriterium for bønner, der sælges som
Estate Coffee. Vi »cupper« systematisk alle kaffeprøver i eget
laboratorium inden indkøb, inden accept af modtagne grønne bønner,
inden fastlæggelse af risteprofil og inden godkendelse af ristning. Vi
bedømmer bl.a. aromaen fra den friskkværnede kaffe, aromaen fra den
friskbryggede kop, smagen når den drikkes, hvordan den føles i munden
og til sidst eftersmagen. Kun ved at smage på hvert enkelt parti Single
Estate kaffe, kan vi sikre den allerhøjeste kvalitet.
Vurdering af kaffe
For at skabe et hurtigt og nemt tilgængeligt overblik over vores kaffer, opererer vi i vores oversigt med tre dimensioner: smag, fylde og syre.
Smag
Smag er egentlig begrænset til sødt, syrligt, salt og bittert. Dette er, hvad vi oplever i munden. Aromaerne opleves i næsen og den bagerste del af svælget. Her er det vi finder associationerne til f.eks. vanille, chokolade, nødder osv. I kaffe er det specielt sødme, syrlighed og til dels bitterhed der er interessante for smagen, da kaffe generelt ikke smager salt. Præcist ristede kvalitetskaffer har hver for sig yderst specifikke aromaprofiler, der er fuldt ud så forskellige som distinkte drueproducerende regioners største vine.
Fylde
Fylde refererer ikke til kaffens aroma-intensitet, men betegner mundfølelsen. Virker kaffen tung, tyk voluminøs, fedladen, cremet eller efterlader kaffens æteriske olier på anden vis en fornemmelse af konsistens?
Syrlighed
Denne dimension henviser til den livlighed, sprødhed, syrlighed eller friskhed, der er særligt udtalt i vaskede kaffer. Begrebet hænger ikke umiddelbart sammen med kaffens pH-værdi. Surhed er noget helt andet en syre og samtidigt en ubetinget negativ egenskab. Surhed skyldes en ukontrolleret gæringsproces. Syrlighed er en vigtig egenskab ved kaffe af høj kvalitet.
Gode råd om kaffebrygning >