Gourmetkaffevirksomheden Estate Coffee har nu i 10 år hentet kaffe hjem til danskerne fra kaffeplantager over hele verden. Med eget mikroristeri og kaffebar i København, egne marker i Brasilien, direktør Søren Sylvest og Claus Meyer står Estate Coffee i 2006 stærkere end nogensinde.
Det er 10 år siden, at Claus Meyer sad i Ipanema farmens hvide stuehus og talte med plantagens ejer foran pejsen. Egentlig skulle det handle om vin, men samtalen faldt hurtigt på kvalitetskaffe. Ud på de små timer blev luftige planer til virkelighed for Claus Meyer, og da han kom hjem, startede han sammen med studiekammeraten Søren Sylvest (Estates nuværende direktør) firmaet Estate Coffee.
I dag er gourmetkaffe alle mands eje og noget vi krydrer dagligdagen med ”to go”. Men for 10 år siden var det langt fra alle, der forstod, hvorfor kaffen skulle være noget specielt. Estate Coffee har været frontløbere for gourmetkaffen i Danmark og beriger i dag detail- og gourmethandlen med 20 Single Estate gourmetkaffer og 3 Espressokaffer - halvdelen er økologiske og en fjerdedel Fairtrade-certificerede.
Estate Coffees mål har fra start været at bringe den bedste kvalitetskaffe til Danmark. Hver kaffe bliver omhyggeligt udvalgt ved besøg på plantager over hele verden og professionelle cuppings (smagstests). I modsætning til almindelige kaffeimportører køber Estate Coffee til en fair pris direkte fra plantagerne, hvilket betyder at man som kunde kan se præcis, hvilken plantage morgenkaffen kommer fra.
Over de senere år har Estate Coffee etableret eget mikroristeri, for at sikre den bedste behandling og ristning af bønnerne. Desuden har man åbnet Estate Coffees kaffebar på Gammel Kongevej i København, som huser landets bedste Baristaer.